Hvad er alkohol?
Det særlige ved alkohol er, at stoffet kan blandes med både fedt
og vand. Derudover er molekylet meget lille. Disse to egenskaber
gør, at alkohol kan trænge ind i kroppens celler og skade
organerne, hvis man overdriver forbruget.
Den kemiske betegnelse for alkohol er ethanol eller
ethyl-alkohol.
Ethanol dannes ved en naturlig gæringsproces, hvor gær omdanner
f.eks. frugtsukker, rørsukker eller sukker i kornsorter til
alkohol, som i ren tilstand er en farveløs, klar væske.
Gæringsprocessen
Alkohol dannes, når gær 'spiser' sukker. Når gærcellen,
som er en meget lille organisme, vokser og formerer sig, dannes
kuldioxid og alkohol.
sukker → energi + alkohol + kuldioxid
Forskellige drinks
Når man laver vin, reagerer gæren på det sukker, der er i
saft fra pressede vindruer. Forskellige vindruesorter giver
forskellige smagsindtryk og forskellige farver. Når man laver
cider, bruger man saft fra pressede æbler. Øl bliver brygget på
maltet korn - sædvanligvis byg - og der tilsættes humle for smagens
skyld.
Druer + gæringsproces →vin eller champagne
Æbler + gæringsproces →cider
Korn + gæringsproces →øl
Alkoholindholdet i drikkevarer kan øges ved destillation.
Spiritus såsom whisky, gin, vodka, cognac, slivovits og rom, som
sædvanligvis indeholder omkring 40 % ren alkohol, har gennemgået
denne proces. Vand og alkohol adskilles i denne proces ved kogning.
Det giver en højere alkoholprocent.
Hedvine såsom sherry og portvin er vine, der er tilsat spiritus,
så det samlede alkoholindhold bliver højere (15 % eller mere i
sherry og 20 % i portvin).