Reaktionstid

Når uforudsete hændelser indtræffer, er reaktionstiden din bedste ven. Jo hurtigere du reagerer, desto større er chancen for at undgå fatale ulykker. Alkohol bevirker blandt andet, at din reaktionstid forøges. Bare én genstand kan øge reaktionstiden med op til 20 %. Derfor er man længere tid om at reagere, hvis eks. et dyr løber ud på vejen, et barn krydser gaden eller den forankørende bil pludselig bremser op. Når du er længere tid om at reagere og trykke på bremsen kan den forlængede bremselængde betyde forskellen mellem liv og død.

Alkohol og fart

Alkohol hæmmer hjernens funktioner og virker derfor beroligende eller ligefrem søvnfremkaldende. Man bliver ofte livlig og opstemt i begyndelsen, fordi alkohol i små mængder overvejende hæmmer den del af storhjernen, der fungerer som kontrollerende instans, en slags "opsynsmand". Som chauffør bliver man overmodig og kører ofte for stærkt. Mange ulykker skyldes en cocktail af alkohol og fart.

De fleste tager afstand fra spirituskørsel, men de samme mennesker betragter ofte ikke overskridelser af fartgrænserne som noget alvorligt. Men fart vejer tungt i ulykkesstatistikkerne. Når bilens fart fordobles, bliver bilens bremselængde 4 gange så lang.

Dvs. at hvis et barn løber ud foran bilen, kan du bremse på 6 meter ved en hastighed på 30 km/t. Kører du 60 km/t vil bilen først stoppe 24 meter længere fremme, fra du trådte på bremsen.

Fra 8. etage

Vi højteknologiske mennesker synes måske ikke, vi har meget tilfælles med det primitive stenaldermenneske, men vi har præcis samme opfattelse af højder og fart, som de havde. Fart er vi ikke så bange for, da vores hjerneskal kan klare et sammenstød med et træ (eller en bil) med en fart på næsten 30 km i timen. Med den kapacitet, nutidens biler har, kan vi imidlertid risikere at blive ramt af en bil med en fart på 50 km/t, hvilket svarer til at falde ned fra 4. etage (ca. 10 meters højde). Kører bilen med 80 km/t, bliver vi ramt lige så hårdt, som hvis vi faldt ned fra 8. etage.

Hvis vi havde samme fornemmelse af fare ifm. hastighed, som vi har til højder, ville vi køre anderledes forsigtigt i trafikken.