Hvornår bør man& ikke drikke?
Retningslinjerne er lavet for voksne med et almindeligt godt
helbred og ikke for unge, som ikke er fuldt udvoksede. De henvender
sig heller ikke til mennesker, som af forskellige grunde ikke bør
drikke alkohol. Det kan f.eks. være gravide, mennesker med et
ubehandlet højt blodtryk eller mennesker, der tager en bestemt type
medicin.
Tidligere misbrugere eller psykisk syge bør helt afholde sig fra
at drikke alkohol eller forinden rådføre sig med deres læge.
Unge kan ikke tåle alkohol på samme måde som voksne - hverken
fysisk eller psykisk. Man kan derfor ikke opstille retningslinjer
for denne gruppe. Det er også grunden til, at det er ulovligt at
sælge alkohol til unge under 16 år.
Selv en anelse alkohol påvirker din dømmekraft, din
reaktionsevne og din evne til at koordinere. De fleste mennesker,
der kan lide alkohol, synes det virker afslappende, og at det hører
sig til ved selskabelige lejligheder. Undertiden kan dog selv små
mængder alkohol volde problemer eller ligefrem være skadeligt.
- Drik ikke, når du skal køre.
- Hold dig fra maskiner og elektrisk udstyr, når du har drukket.
Ophold dig ikke på stilladser, tage eller lignende, hvor der er
risiko for, at du kan falde ned.
- Drik med måde, både før og mens du dyrker sport.
- Drik ikke alkohol, hvis du får bestemte typer medicin. Tal med
din læge, hvis du er i tvivl.
- Drik med måde, og drik dig ikke beruset. Det kan medføre
helbredsmæssige og sociale problemer.
- Drik ikke, hvis du er gravid.