Lav aftaler med andre forældre
Støt de unge ved at etablere et alkoholforbud i fællesskab med
andre forældre og forsøg at opretholde det så længe som muligt. Men
bevar tilliden og åbenheden, så teenageren ikke begynder at drikke
i smug, og lær ham eller hende om genstande, risici og
forholdsregler, inden det bliver aktuelt.
En undersøgelse for GODA viser, at 3 ud af 4 forældre mener, at
unge skal være 16 år eller ældre, før de begynder at drikke
alkohol. Så prøv at stå sammen med forældrene til dit barns
kammerater om at sætte grænser.
Hvis dit barn tillid
Hvis du viser dit barn tillid, vil det føle, at det kan betro
sig til dig også om uacceptable eller risikable emner, uden at du
vil blive vred eller fordømmende. Hvis du lytter til den unges side
af sagen og drøfter mulighederne med det, vil det hjælpe barnet til
at træffe fornuftige beslutninger både nu og senere i livet.
Tillid er af afgørende betydning for en åben og ærlig
kommunikation. Hvis din teenager føler sig tryg ved at diskutere
vanskelige emner med dig, vil han eller hun henvende sig til dig og
lytte til, hvad du har at sige.
Sæt grænser
Hav regler i familien og diskuter dem med alle medlemmer af
familien. Det skal være helt klart, hvad der er tilladt og hvad,
der ikke er. Vær konsekvent og lad det få følger, hvis reglerne
ikke bliver overholdt.
Gruppepres
Prøv at forstå det gruppepres teenagere er underlagt, og også
hvor meget det betyder for dem at ligne de andre. Far ikke i flint,
hvis du opdager, at de har drukket. Tal det igennem med dem, og gør
dem opmærksom på de risici, de udsætter sig selv for.
Vær et godt eksempel
Som forælder bør du ikke undervurdere den betydning, dine egne
handlinger, holdninger, ord eller valg har. Det har stor
indflydelse på dit barns adfærd. Tænk over, hvilke værdier, din
egen adfærd signalerer. Det er svært at opmuntre børn til at træffe
fornuftige valg, hvis de ikke har gode rollemodeller.